Bagsiden af medaljen

2015 var et spændende, udfordrende og vildt hårdt år med klubskifte, landsholdskampe, fødslen af vores lille datter og et uventet exit fra svensk fodbold.

I januar 2015 gik min drøm om at kunne leve af at spille fodbold i opfyldelse.

Da Denise Reddy, der tidligere var min træner i B.93/HIK/Skjold (BHS), blev ansat som cheftræner i den svenske Damallsvenskan-klub Vittsjö GIK, blev vejen for et udlandseventyr banet.

Denise Reddy har på alle måder været skelsættende for min fodboldkarriere, og hun er uden tvivl den træner, der har troet allermest på mig og mine evner.

Da hun i 2012 kom til København og BHS, gik hun i gang med at skabe et så professionelt miljø som muligt i en amatørverden. Hun har en evne til at få folk til at ville yde deres bedste til hver eneste træning – hver eneste kamp. Og vi lærte meget hurtigt, at ros skulle man gøre sig fortjent til. Et klap på skulderen var et godt signal om, at man havde ydet noget ekstraordinært.

Jeg husker min første individuelle samtale med hende. Hun lagde aldrig fingrene imellem, og hendes ambition var at få mig på landsholdet. Jeg troede, hun lavede sjov, men hun mente det i ramme alvor. Og fire måneder senere sad jeg i et fly mod Brasilien med resten af kvindelandsholdet til sidste træningsturnering i år 2012.

Denise Reddy er unik. Der findes kun en af hende og med hendes spilfilosofi: Holdet over alle.

Tilbage til året 2015.

I Vittsjö GIK fik jeg en kontrakt, der gjorde det muligt for mig at fokusere udelukkende på fodbold. Fra at have arbejdet fuldtid og drøne af sted til træning hver dag kunne jeg fokusere, lade op og koncentrere mig om at være klar til hver eneste træning.

Opstarten gik godt, jeg trænede otte gange om ugen omgivet af mange internationale spillere, og min selvtillid voksede for hver dag. Det kom også til syne ved årets Algarve Cup, hvor jeg for første gang var uhyggelig tæt på at blive førstevalg på landsholdet.

I april begyndte sæsonen, og jeg kronede den gode opstart med at blive kåret til banens bedste i vores første hjemmebanekamp foran 700 tilskuere. Det skulle vise sig at blive mit fodboldmæssige højdepunkt i 2015.

Efter fem kampe i foråret gik vi på pause på grund af VM, som Sverige var kvalificeret til. Slutrunden lå godt for Maria og jeg. Maria var gravid og sat til den 27. juni – lige midt i sæsonpausen.

Et hav af blogindlæg, kortspil og VM-kampe senere kom vores lille datter til verden – 12 dage efter termin. Det er det mest fantastiske og vanvittige, jeg nogensinde har oplevet.

Jeg gik glip af de første to kampe efter pausen, men var så ellers tilbage igen. Præstationerne var dog ikke så skarpe som i foråret, og i slutningen af august befandt jeg mig på den forkerte side af kridtstregen – bænken.

Den selvtillid, der var vokset og vokset hen over foråret, fik et gevaldigt nøk nedad. Landsholdsmæssigt var kampen om førstevalget således også helt åben igen, før vores EM-kvalifikation skulle gå i gang i oktober.

Jeg spillede ikke de sidste fire kampe i sæsonen i Vittsjö GIK, og jeg måtte se mig slået i kampen om førstevalget på landsholdet.

Året, der var begyndt så fremragende, fik en kedelig fodboldmæssig afslutning. Denise Reddy annoncerede efter sidste kamp i sæsonen, at hun ville vende hjem til USA. Alle var skuffede.

Denise trak til mig til side på vores sidste bustur og spurgte mig, hvad jeg havde tænkt mig i 2016, og hun sagde, at hun håbede, at jeg ville blive i Sverige og i klubben. Min målmandstræner Ulf håbede det samme, og Vittsjö GIK ville også gerne skrive endnu et år med mig.

I november påbegyndte vi forhandlingerne. Jeg bad om lønforhøjelse, fordi vi nu var tre, og vi ville skulle leve af min indkomst alene. Jeg er ikke pengegrisk, så mit ønske var på ingen måde urimeligt.

Efter lange forhandlinger landede vi endelig et sted, hvor tingene kunne gå op. Jeg ventede blot på, at kontrakten ville dumpe ind ad brevsprækken, men et opkald fra sportschefen fire dage før jul – og fem dage efter vi var blevet enige – satte en brat stopper for aftalen: Klubben havde fundet en anden keeper.

Bum. Tæppet blev revet væk under mig. Der stod jeg uden klub, uden job, uden indtægt. Tre uger før opstart.

De efterfølgende dage vågnede jeg op og håbede, at det hele var et mareridt, at det blot havde været en dårlig drøm. Usikkerheden fik tag i mig: Var der nogen, der ville have mig? Syntes folk overhovedet, at jeg var dygtig? Havde de lagt mærke til, at jeg nu var ledig på markedet?

Der skulle heldigvis ikke gå lang tid, før Fortuna Hjørring henvendte sig, og jeg er i dag virkelig glad og taknemmelig for at være der.

Jeg vil altid huske 2015 som et fantastisk år, fordi vores datter kom til verden, og fordi jeg fik lov til at udleve den ultimative fodbolddrøm.

Maria har som altid været min klippe – hun er der, når jeg rammer bunden, og hun får mig altid op igen. Ord kan ikke beskrive, hvor meget hun betyder for mig.

2016 bliver et år med flere udfordringer, blandt andet at få fodbold, job og familie til at gå op i en højere enhed – der er meget at tage højde for, men det gør det ikke mindre spændende.

Selvom selvtilliden har lidt et knæk, er ambitionerne bestemt ikke blevet mindre, og jeg vil gøre alt for at bidrage til, at det danske mesterskab igen kommer på nordjyske hænder.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s