… Og tyskerne vinder altid til sidst

Det var en fantastisk kamp, der i går udspillede sig mellem Tyskland og Frankrig. Frankrig skabte med fremragende kombinationsspil og tænding den ene chance efter den anden, men franskmændene var ineffektive, og en velspillende Nadine Angerer var stærkt medvirkende til en pausestilling på 0-0.

Frankrig fortsatte sin dominans i 2. halvleg, og i det 64. minut nettede Louisa Necib på et langskud, der ramte et tysk knæ undervejs – uden chance for Angerer. Tyskland lignede for første gang ved dette VM et hold, der var på vej hjem med det tyske fodboldforbunds private jet.

Men franskmændene skulle komme til at ærgre sig over de mange brændte chancer, da Celia Sasic køligt udlignede på et korrekt fløjtet straffespark seks minutter før tid. Da de to gange 15 minutters forlænget spilletid endte målløse, skulle holdene ud i slutrundens første straffesparkskonkurrence, der var kendetegnet af dygtige, kølige skytter, og først ved allersidste spark faldt der en afgørelse.

En tydeligt nervøs 21-årig Claire Lavogez gik til bolden og måtte ses sin svage afslutning blive reddet af Nadine Angerer, og så endte det som Gary Lineker en gang udtalte:

‘Fodbold er et simpelt spil: 22 mand jagter en bold i 90 minutter, og tyskerne vinder altid til sidst.’

Før kampen ærgrede vi os grueligt over, at de to hold allerede skulle mødes i kvartfinalen, og den følelse er ikke meget anderledes i dag – men vi kan dog tilføje, at Frankrig havde størst ære af kampen, og at hvis der var retfærdighed til, så stod Necib og co. i semifinalen nu.

Se højdepunkter fra kampen her.

Nattens anden kamp mellem USA og Kina blev domineret af de amerikanske favoritterne. Det var fra begyndelsen tydeligt, at det mest spændende ville blive, hvor stort USA ville vinde. Fei Wang i det kinesiske mål stod en flot kamp, og hun havde sin andel i, at Kina noget overraskende kunne gå til pause 0-0.

Der skulle dog ikke gå mere end seks minutter af 2. halvleg, før Carli Lloyd headede et indlæg forbi Wang. Resten af halvlegen var et stormløb mod det kinesiske mål, men amerikansk ineffektivt og godt målmandsspil resulterede i en spinkel 1-0 sejr til USA. Selvom kineserne nok havde håbet på en overraskelse, må man konstatere, at der skal mere end to forkølede afslutninger til for at vinde en fodboldkamp.

Til gengæld skal der også anderledes effektivitet til, hvis amerikanerne vil slå Tyskland i den forestående seminfinale.

Se højdepunkter fra kampen her.

I aftenens første kamp står de regerende verdensmestre Japan over for VM’s positive overraskelse, Australien.

The Matildas har vist sig at være uhyggeligt giftige på omstillinger, og i aften skal de være skarpe på dem, hvis de levere sensationen og sende Japan ud. Japan har dog vist bedre og bedre spil under slutrunden, og holdet virker til at have ramt formen. Det kræver dog, at japanerne ikke undervurderer Australien, og at de får gang i deres hurtige kombinationsspil. Vi spår en tæt kamp, og vi glæder os til at blænde op for den, når Danmarks U21-drenge har sendt Sverige ud af EM.

Kampen spilles kl. 22.00, og den vises på TV 2 Sport, TV4 og NRK.

I aftenens anden kamp tørner værtsnationen Canada ud mod England. Englænderne har været stærke defensivt, mens de offensivt har levet på omstillinger. Det samme kan siges om Canada, der har ikke har scoret mere end et mål pr. kamp – og offensivt manglet kvalitet.

Den canadiske keeper, Erin McLeod, har stået en flot slutrunde, og hun har med flere afgørende redninger været medvirkende til, at Canada er nået så langt. Vi synes dog, at Canada har haft en lidt let vej til kvartfinalen, og i aften er lodtrækningen da også med dem, da de slipper for at møde Japan, USA eller Frankrig, men i stedet står over for et svagere England.

England har skrevet historie ved denne slutrunde – og hele Storbritannien håber naturligvis på videre avancement, så kvinderne kan vise mændene, hvordan et hold fra fodboldens hjemland kan opnå succes internationalt.

Engelske Jill Scott har udtalt, at hun mener, at truppen har så meget kvalitet, at den kunne stille to hold her i kvartfinalerne. Det er vi nu ikke helt enige i, og det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at vi helst havde set Japan, Tyskland, USA og Frankrig som de sidste fire hold tilbage. Det har dog ikke været en mulighed, og efter alt at dømme bliver semifinalen endestationen for aftenens kvartfinalevinder.

Kampen spilles kl. 01.30, og den kan ses på TV 2 Sport og TV4.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s