Rekordernes dag – og lidt om arrogante danske landsholdsspillere

Da Marta natten mellem tirsdag og onsdag scorede sit 15. VM-mål i første gruppekamp mod Sydkorea, lagde hun sig i spidsen som den mest scorende ved et VM for kvinder.

Den brasilianske stjerne er nu kun et enkelt mål for at tangere tyske Miroslav Kloses 16 af slagsen, og mon ikke det sker ved denne slutrunde? Det tør vi faktisk godt at garantere.

I samme kamp skrev 37-årige Formiga med sit mål til 1-0 sig ind i historiebøgerne som den ældste spiller til nogensinde at have scoret ved en VM-slutrunde for kvinder.

Kampen mellem Frankrig og England blev resultatmæssigt tæt (1-0 til Les Bleus), men spillemæssigt var der ingen tvivl om, at franskmændene var bedst. Holdet skal dog have indstillet sigtekornet, hvis det skal gøre sig forhåbninger om at leve op til favorit-værdigheden.

De spanske kvinder bragte sig planmæssigt foran i kampen mod Costa Rica, men costaricanerne havde ikke tænkt sig at lægge sig fladt ned, og et flot gennemspillet angreb sikrede en udligning og et slutresultat på 1-1.

Et af de bedste mål ved denne slutrunde indtil videre blev sat ind i kampen mellem Colombia og Mexico, da colombianske Daniela Montaya udlignede til 1-1 på et formidabelt langskud.

Sikke et drøn – og det er lige præcis den slags, der kan være med til at øge interessen for fodbold, der bliver spillet af kvinder.

Og nu vi er ved det med at øge interessen, så burde nogen (måske DBU?) give de danske landsholdsspillere en lille opsang.

I en artikel på ekstrabladet.dk fortæller flere spillere, at de ikke rigtigt følger med i slutrunden (fair nok), og at de egentlig heller ikke rigtigt kender navnene på nogle af de danske landsholdsspillere…

”Om jeg kan nævne navne på kvinder fra det danske landshold? Øh. Det burde jeg kunne. Øh. Men nok ikke så mange lige nu.” (Lars Jacobsen)

”Kan jeg ringe til en ven?” (Jakob Poulsen)

”Jeg kan ikke lige huske navne på nogen af spillerne lige nu. Men jeg burde, for vi har været til Dansk Fodbold Awards, hvor kvinderne også har været der. Så jeg kan kende mange af dem på ansigterne, men jeg er ikke lige den, der husker navne så godt.” (William Kvist)

Er det for meget at forlange bare en smule interesse for sine landsholdskollegaer? Det synes vi ikke, og efter den månedlange krise mellem DBU og Spillerforeningen, der vedrørte både herre- og kvindelandholdet, burde et par navne da poppe op i hovederne på spillerne – i hvert fald, hvis de havde gjort sig selv den tjeneste at læse pressemeddelelser fra deres egen fagforening.

Vi glæder os trods alt over, at der i flere lande er sket en positiv udvikling, når det gælder anerkendelse fra herrespillere.

I Norge erkender landsholdsanfører Per Ciljan Skjelbred, at herrerne kan lære meget af deres kvindelige kollegaer, der gang på gang kvalificerer sig til slutrunderne – og ganske enkelt er mere detaljeorienterede end han selv og resten af landsholdet er.

I Sverige har herrelandsholdet med landstræner Erik Hamrén i spidsen sendt kvinderne denne hilsen.

Ville noget tilsvarende kunne ske i Danmark? Det spørgsmål besvarer Lars Jacobsen-, Jakob Poulsen- og William Kvist-citaterne vist til fulde.

Desværre.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s