Så’ der VM på programmet

VM i Canada sparkes i gang ved midnat. Det er som bekendt uden dansk deltagelse, selvom der i år for første gang er plads til hele 24 hold i turneringen. I 2011 deltog 16 hold – dengang også uden dansk deltagelse.

At Danmark ikke er kvalificeret er dog ikke ensbetydende med, at vi ikke tager turneringen under kærlig behandling, og i disse ligestillingstider har vi valgt at gå imod det skandaleombruste fodboldforbund FIFA, der mener, at turneringen skal benævnes ‘VM i kvindefodbold’.

(Screendump)

(Screendump)

Så vidt vi er orienteret er der ikke den store forskel på reglerne i fodbold på herre- og kvindesiden – til den ikke så oplyste læser kan vi afsløre, at der INGEN forskel er overhovedet, så derfor vil vi fremover kalde en skovl for en skovl – her tales der om fodbold-VM. Ganske enkelt.

Ja, de danske medier går jo ikke besærkergang i optaktsartikler til slutrunden, og derfor har vi påtaget os ansvaret for at guide jer gennem de seks grupper løbende.

I gruppe A, som indleder turneringen, finder vi Canada, Kina, New Zealand og Holland.

Canada (FIFA-ranking 8):
I værternes sidste testkamp før VM mødte holdet England i canadiske Ontario foran 23.000 tilskuere – en kamp, som Canada vandt 1-0 på et fantastisk mål af Sophie Schmidt, som du kan se her. Det tegner godt for værtsnationen, der har lagt meget i at gøre slutrunden til en national begivenhed.

Dem skal du holde øje med: Anfører Christine Sinclair (31 år) er altid en fornøjelse at følge, og det bliver spændende at se, om den garvede angriber, der har spillet 222 landskampe og scoret 153 mål, endnu en gang har mål i støvlerne. Erin McLeod, 32-årig keeper, har over 100 landskampe i rygsækken, men hun skal stå stærkt, hvis Canada skal nå langt i slutrunden. Derudover kan stortalentet Jessie Fleming med sine bare 17 år blive en spændende og afgørende faktor.

Kina (FIFA-ranking 16):
Kina er ikke noget dårligt hold, men med de modstandere, holdet skal op imod, bliver det svært at opnå avancement. Kina slog i øvrigt Danmark sidste år ved træningsturneringen Algarve Cup.

Dem skal du holde øje med: Redaktionen erkender blankt, at vi ikke har det store kendskab til den kinesiske trup, så her er der plads til forbedring fra vores side.

New Zealand (FIFA-ranking 17):
New Zealand skal man ikke tage fejl af. Holdet har lagt meget i VM-forberedelserne, og som et af få hold valgte lilleputstaten både Algarve Cup og Cyprus Cup fra i marts for i stedet at fokusere benhårdt på VM-forberedelserne. Holdet spillede i øvrigt to træningskampe mod Danmark i januar, hvor den første kamp endte uafgjort, mens den anden blev vundet af New Zealand.

Dem skal du holde øje med: Angriber Hannah Wilkinson (23 år) har scoret 21 mål i sine 65 landskampe, så hvis holdet får hende i gang, kan det blive en positiv overraskelse. Redaktionen håber derudover, at 28-årige Kirsty Yallop får en del minutter på banen. Vittsjö GIK-spilfordeleren har set skarp ud i forårssæsonen i Sverige.

Holland (FIFA-ranking 12):
Holland kan gå hen og overraske ved slutrunden. Holdet har en stærk trup, selvom det i efteråret måtte ud i to playoff-kampe mod Skotland for at nå til VM. En god defensiv organisation og skarpe kontraangreb skal sende Holland videre fra gruppen.

Dem skal du holde øje med: Holland har en stærk offensiv med 28-årige Manon Melis i spidsen. Hun er lynhurtig og ikke bleg for at afslutte fra mere eller mindre utænkelige vinkler. Derudover har hollænderne den 18-årige Vivianne Miedema, der i denne sæson har fået sit store gennembrud hos de tyske mestre fra Bayern München. Med 16 mål blev hun VM-kvalifikationens topscorer.

Ostemadens bud på avancement: Canada og Holland

Åbningskampen mellem Canada og Kina sendes på TV 2 med kickoff kl. 24.

Læs med i morgen, når vi ser nærmere på gruppe B med Norge, Tyskland, Elfenbenskysten og Thailand.

One thought on “Så’ der VM på programmet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s