Hvor er de kvindelige fodboldeksperter?

– De findes simpelthen ikke.

Sådan sagde Marco de Los Reyes, DR’s sportsredaktør, da han blev spurgt, hvad DR Sporten havde gjort for at finde kvindelige fodboldeksperter til sommerens VM.

Det vakte debat af flere årsager.


For det første erkendte DR efterfølgende, at man ikke havde gjort nok for at finde de kvindelige eksperter.

For det andet er fodbold den største pige- og kvindesport herhjemme.

Og nej, blot fordi mange piger og kvinder spiller fodbold, så betyder det selvfølgelig ikke, at alle er eksperter. Det er kun, når vi taler om drenge og mænd. Her er alle, der nogen sinde har lagt an til at sparke til en fodbold, jo (selvudnævnte) eksperter.

Vi vover dog den påstand, at der findes masser af kompetente kvindelige fodboldeksperter herhjemme, og vi tillader os at nævne Lene Terp (tidl. A-landsholdsspiller, nu træner med den højeste trænereksamen), Arnela Muminovic (tidl. journalistpraktikant på Viasat Sport/TV3 Sport, glødende Bayern München- og Viborg FF-fan), Maiken Pape (tidl. A-landsholdsspiller og udenlandsprofessionel, der bl.a. kommenterede EM i Sverige sidste år for DR P3).

Kigger vi på den anden side af Øresund, havde vores svenske naboer ingen problemer med at smide kvindelige fodboldeksperter for løverne under VM.

Vi har naturligvis den store tv-pakke (et must, hvis man elsker at se fodbold), så vi valgte at se flere kampe på TV4. Her imponerede landsholdsstjernen Lotta Schelin med skarpe kamp-analyser, mens den svenske sportsjournalist og klummeskribent, Johanna Frändén, øste ud af sin viden om diverse landshold og spillere. Begge kvinder var fast inventar under hele slutrunden, og de diskuterede, analyserede og talte med deres mandlige kolleger, som var det det mest naturlige.

Lad os vende tilbage til Marco de Los Reyes. Han sagde nemlig også:

– (…) hvis man skal være fodboldkommentator, skal man brænde 100 procent for fodbold hele døgnet, og det er nu engang mænd, der gør det, og ikke kvinder.

Stop.

Det er meget muligt, at det primært er mænd, der brænder 100 procent for fodbold døgnet rundt, men der findes altså også kvinder, for hvem verdens sjoveste sport er en lige så stor del af hverdagen.

Vi kender i hvert fald mange, så når Los Reyes siger, at de kvindelige fodboldeksperter ikke findes, så demonstrerer han med al tydelighed, at han ikke ved, hvad han taler om.

Eller måske har han været så tilfreds med valget af hele Danmarks Nicklas Bendtner, at det ikke var nødvendigt at finde andre kompetente kommentatorer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s